Keld Moseholms

atelier og have

Oplev skulpturer, tegninger og natur – og træd ind i fortællingen om Keld Moseholms livsværk

Tak for sæsonen 2025

Den 7. juni åbnede vi dørene til Keld Moseholms atelier og have for sommerens udstilling Spejlinger. Sæsonen bød også på et nyt caféområde, tegneaktiviteter og mulighed for at gå tættere på processen bag værkerne.

Vi siger varmt tak til alle, der besøgte os i løbet af sommeren – og glæder os til at byde velkommen igen i 2026.

Keld Moseholm

Keld Moseholm (1936-2023) var dansk billedhugger og tegner. Hans bronzeskulpturer står i det offentlige rum i flere danske byer, og han har udstillet på kunstmuseer og kunstbiennaler i Danmark og udlandet.

Moseholms tykke mand

Keld Moseholm blev især kendt for sit figurative formsprog; små og store runde figurer, der viser billedhuggerens enestående evne til, med humor og alvor, at portrættere mennesket - særligt magtmennesket - som en lille kugle i et større spil.

Atelier og have

Keld Moseholms atelier og have rummer en omfattende samling af kunstnerens værk i form af tegninger og skulpturer i gips og bronze. Gæster kan besøge udstillingerne, gå på opdagelse i den store have og nyde en kop kaffe i det nye cafeområde.

Tegninger

Keld Moseholm var billedhugger, men de fleste skulpturer begyndte på papiret. Andre tegninger var værker i egen ret, dvs. ikke skitser til skulpturer, men en del af Moseholms særlige univers i streg og farve i stedet for bronze. Keld Moseholms atelier og have sætter nu fokus på kunstnerens mange tegninger fra croquistegningerne af især kvindefiguren til skulpturskitser med de små tykke mænd og kvinder.